Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
December 2011
Nationaliser de virtuelle biblioteker
Virtuelle biblioteker som ereolen.dk og Bibzoom ser stort på biblioteksloven og de kulturpolitiske forudsætninger.
CulturCommentar:
Med ereolen.dk har de danske folkebiblioteker anvist vejen for, hvordan man synes de fremtidige digitale tjenester skal være. I forhold til brugeroplevelsen indeholder ereolen.dk en lang række problemer, som naturligvis kan rettes op på. Vi taler fortsat om et et-årigt forsøg.
Diskussionerne om bibliotekernes nye nettjenester handler primært om forholdet til de kreative industriers nye forretningsmodeller. Kun sjældent diskuteres kulturpolitiske konsekvenser af de valgte modeller.
Hvad er formålet?
Det grundlæggende spørgsmål ved bibliotekernes digitale tjenester, som Bibzoom
og ereolen.dk, synes stadig at være hvorfor? Bibliotekernes
tjenester savner al anden begrundelse, end at bibliotekerne
er med på den digitale bølge og kan tilbyde kommercielle produkter
helt gratis for brugerne. Ser man bort fra prisforskellen,
gør bibliotekerne ingen som helst forskel. De tilsvarende
kommercielle tjenester har langt bedre søge- og navigationsredskaber,
langt bedre mulighed for brugerkommunikation og oplyser brugerne
langt bedre om vilkår og betingelser.
Den kulturpolitiske begrundelse synes alene at være at tilbyde produkter gratis. Det holder naturligvis ikke.
Man kunne anbefale bibliotekssektoren at genlæse biblioteksloven og dens forudsætninger.
Genlæs biblioteksloven
Nogle eksempler:
Blandt forudsætningerne for biblioteksloven har altid
været den lige og fri adgang til materialerne. Ingen forskelsbehandling.
Så holder det ikke at man binder sig op på en kommerciel
løsning, som udtrykkelig forbyder, at ebøger kan læses
af unge under 13 år. (læs Ereolen.dk
forbudt for børn)
Ifølge biblioteksloven er bibliotekerne forpligtede
til at foretage en udvælgelse af det materiale, man stiller
til rådighed. Både Bibzoom og ereolen.dk stiller alt det
materiale, som kommercielle udbydere tilbyder, til rådighed.
Der foregår ikke nogen som helst udvælgelse. Af aftalerne
om ereolen.dk fremgår, at bibliotekerne kan fravælge materiale.
Indtil videre kendes ikke eksempler på sådanne fravalg - dog har enkelte forlag beklaget sig gennem tidsskriftet Bogmarkedet. Indtil nu foreligger ikke aflarende svar på hvorvidt der er tale om bureaukratiske indkøringsproblemer eller aktiv fravalg.
Men sådanne fravalg bør være undtagelser og vil klart smage af censur.
Der er en væsentlig kulturpolitisk forskel på om man udvælger
(positivt) eller fravælger (negativt).
Ifølge biblioteksloven har bibliotekerne en forpligtelse til at formidle offentlig
information og øvrig samfundsrelevant information. Varetagelsen
af denne forpligtelse høster folkebibliotekerne almindeligvis
stor anerkendelse for. Men dette perspektiv er helt fraværende
i ereolen.dk. Man kunne sagtens lægge alle offentlige
rapporter, forskningsprojekter og andet samfundsrelevant
ind i en ebogsløsning. Så ville det være nemt at finde
for den almindelige borger.
Ereolen.dk er udelukkende tænkt som et gratis supplement til kommercielle
eboghandler. Det kongelige bibliotek har gjort mængder
af klassiske værker frit tilgængelige. Det er væsentlig
kulturarv, blot ikke præsenteret i ebogsformater. Hvis
et forlag kopierede disse værker og lagde dem ind i ereolen.dk,
ville forlaget tjene penge for hvert klik, selv om det
egentlige arbejde er udført af Det kongelige bibliotek.
Det kulturpolitiske problem er, at hvis ophavsretshaver
ikke ønsker at tage penge for et værk, så kan det ikke
medtages i ereolen.dk. Hvis et lokalhistorisk arkiv frit
vil stille samlinger til rådighed som ebøger, så skal
det ske udenom ereolen.dk. Selv om bibliotekerne leverer gratis, formidler man ikke materiale som er gratis andre steder.
De digitale biblioteksløsninger vidner på ingen som
helst måde om, at man forsøger at leve op til bibliotekslovens
krav om, at udvælgelsen sker ud fra "kvalitet, alsidighed
og aktualitet". Det er faktisk et åbent spørgsmål, om
der noget som helst sted i det danske bibliotekssystem
er foretaget en vurdering af de virtuelle biblioteker
i forhold til disse helt centrale kulturpolitiske forudsætninger
i biblioteksloven. Man kan til nød hævde, at alsidighed
sikres ved at stille alt til rådighed. Men i ereolen.dk's
tilfælde stiller man netop ikke alt til rådighed, kun
det man aktivt søger at indgå aftale om.
Biblioteksloven er baseret på kommunale løsninger og udtrykker klart, at hvis en kommune har valgt ikke at købe et givent materiale, så skal man søge at skaffe det materiale, som man ikke selv råder over. Det materiale en låner i Gedser kan få, skal også kunne lånes af en låner i Skagen. Dette gælder åbenbart ikke de digitale løsninger, hvor en kommune kan undlade at tegne abonnement på en tjeneste, hvorefter kommunens borgere er forhindrede i at få materialet fra andre kommuner.
Bibliotekerne har en lang tradition for åbenhed. De
virtuelle biblioteker er åbenlyst så afhængige af kommercielle
aftaler, at man bevidst undlader enhver form for åbenhed.
Der fortælles intet om materialevalg, om aftaler eller
aftalebegrænsninger, om hvem der er ansvarlige eller om
lovgrundlag. Der fortælles intet om de valgte tekniske
løsninger, og hvorfor open source løsninger som fx Linux
ikke kan anvendes. Der fortælles intet om hvilke mekanismer,
der ligger bag, at den enkelte bruger ser netop disse
produkter. Der fortælles intet om sikkerhed for at persondata
ikke indsamles. Ligesom man heller ikke oplyser i hvilket
omfang statistisk data, brugeradfærd og lignende vidergives
til kommercielle samarbejdspartnere. Almindeligvis er
sådan dataindsamling et væsentligt kommercielt produkt.
Der oplyses intet om sådanne samarbejdsrelationer. Tranparens lader til at være et fremmedord for folkebibliotekernes virtuelle biblioteker.
National løsning nødvendig
Aktuelt har en god håndfuld kommuner besluttet at ophøre med Bibzoom, og omkring
10 kommuner har endnu ikke indgået aftale med ereolen.dk.
De kommuner, der medvirker, kan desuden sætte egne betingelser
for fx lånetid og antal tilladte lån pr. måned. De fleste
lånere ved naturligvis hvilken kommune de bor i. Men de opfatter
det næppe som væsentligt i forhold til hvilke tjenester på
nettet, de kan nyde godt af. De digitale biblioteker bør være
kommune-grænseløse.
Bortset fra at lånerne skal vælge kommune, når de logger ind,
så kan man ikke på nogen som helst måde se sammenhængen til
de lokale biblioteker. Der er historiske og bureaukratiske
årsager til, at opgaverne er fordelt, som de er i dag. Det
er irelevant for borgerne.
Kommunerne har hidtil haft ansvaret for musikudlån. Det er
et spørgsmål om tid, før alt musikudlån sker via nettet. Hvis
staten tillader sig at begynde en diskussion om opgavefordeling,
vil det føre til adskillige diplomatiske forviklinger mellem
kommuner og stat. Men diskussionen må meget snart påbegyndes:
lad staten overtage en række af folkebibliotekernes virtuelle
biblioteker. Lad brugerne få ens forhold over hele landet.
Kommunernes indsats for at sætte de digitale initiativer skal naturligvis anerkendes. Der er en anden og langt mere kreativ tilgang til at iværksætte sådanne forsøg i kommunerne. Men nu er der behov for at løfte opgaverne til statsligt og fælles niveau. Og nu er der behov for at etablere solide og juridisk holdbare løsninger. Netbibliotekernes cowboytilstand må afsluttes.